lørdag den 27. november 2010

Jødedom? Humanitet? Kristendom?

En kommentar til Henrik Jensen "Den jødisk-kristne tradition. Den globale værdikamp fortsætter" i Kristeligt Dagblad d.d. Læs her

Det Hellige er en menneskelig konstruktion, uanset hvilken Tro man måtte have om Skabelsen. Tror man på den guddommelige skaber, så består den menneskelige konstruktion i en historisk re-konstruktion af de guddommelige bud og intentioner. Det er fra andre mennesker, vi har beretningen om Adam og Eva. Og det var mennesket Jesus, der gav fornyet kraft til den overleverede, historisk konstruerede gudstro. Først og fremmest ved at re-stituere Troen på Det Hellige.
Tror man derimod på menneskets gradvise evolution fra dyr til menneske, så må oprindelsen til Det Hellige søges i præcis denne overgang og de spor den har sat sig i løbet af de millioner af år, som udgør menneskets historie.
Et direkte bidrag til konstruktionen af Det Hellige fra andre sider end menneskets, er ikke tænkelig.
Det Helliges konstruktion har således været uløseligt knyttet til menneskehedens udvikling.
Men uanset hvilken Tro man måtte have på Det Helliges oprindelse, om Gudgivet eller Menneskekonstrueret, så lader forestillingen om Det Hellige sig ikke tænke væk.
Der er en uadskillelig sammenhæng mellem Det Hellige, Det Guddommelige og Det Menneskelige.
I anden Mosebog, kap. 3. 13-14 læser vi:
Men Moses sagde til Gud: "Når jeg kommer til israelitterne og siger dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal jeg så svare dem, hvis de spørger om hans navn?"
Gud svarede Moses: "Jeg er den, jeg er!" Og han sagde: "Således skal du sige til israelitterne: JEG ER har sendt mig til eder!".
I min bibel står der lige nedenunder dette vers, at "JEG ER" er en tydning af navnet Jahve. Men i vers 15 umiddelbart efter sker en ændring:
"Og Gud sagde fremdeles til Moses: "Således skal du sige til israelitterne: HERREN, eders fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til eder; dette er mit navn til evig tid, og således skal jeg kaldes fra slægt til slægt."
Jeg mener, at dette centrale bibelsted kan tolkes således:

GUD = DEN(DET) HELLIGE = HERREN = "JEG ER"

og jeg ser i denne figur den omtalte enhed af Det Guddommelige (Gud, Jahve), Det Hellige (Helligånden) og Det Menneskelige (Jesus). Eller Det Sakrales og Det Sekulæres enhed om man vil.

Mit postulat skal nu være, at uanset hvor i denne figur man forankrer sin Tro, så er det i bund og grund det samme fænomen eller problem man tumler med: Hvori består Det Hellige, som er al Menneskeligheds forudsætning, og hvordan kan vi lade det vejlede vor sekulære, verdslige adfærd?

Den ret sene jødisk/kristne og eneansvarlige og -rådende skabergud er iflg. den tyske socioantropolog Dieter Claessens først tænkelig med den historiske fremkomst af høvdinge- og konge-regerede samfund (Das Abstrakte und das Konkrete, suhrkamp 1980:308).

Læs også min artikel

Det Hellige vs. Religion og Kapitalisme - en værdikamp

Endnu mere her

Ingen kommentarer: