Hvis den stadigt mere ophedede debat om verdensreligionernes konfrontation ikke skal ende i uoverskuelige og voldelige konflikter, må vi gøre os klart, at der var mennesker, før der var religioner.
Vi kan ikke afskaffe religionerne eller lade dem afløse af kun een tro, men vi kan måske hente inspiration til imødegåelse af de konflikter der nu synes at tårne sig op, ved at se på hvad der kan have karakteriseret mennesker og deres samfund før religionerne kom på banen og gav deres bidrag til at formidle og måske unødigt komplicere det menneskelige samkvem.
Her vil jeg tage udgangspunkt i et arbejde af den i 1997 afdøde tyske sociolog Dieter Claessens bog Das Konkrete und das Abstrakte - Soziologische Skizzen zur Anthropologie (Suhrkamp 1993 [1. udg. 1980])
Dieter Claessens bog er intet mindre end et dristigt forsøg på at sandsynliggøre hvorledes mennesket er kommet i verden. Selv om han så vidt muligt bygger på accepterede teorier og forskningsresulater fra en lang række biologiske, humanistiske og samfundsvidenskabelige discipliner, så indrømmer han selv tilstedeværelsen af et vist element af spekulation i det forløb han ridser op.
En afgørende pointe hos ham er, at vi ifølge antropologien har været mennesker i 2-3 millioner år, før vi nåede frem til de udviklingstrin i ældre og yngre stenalder som vi har et nogenlunde pålideligt kendskab til takket være arkæologien, for slet ikke at tale om højkulturerne (ca. 3-2000 år f.K.) og antikken (800-200 f.K.), hvorfra vi har egentlige historiske kilder i form af nedskrevet sprog.
Claessens kritiserer derfor den kendsgerning, at hovedparten af vor samfundsfilosofi og -teori - og dermed vore menneskesyn - i bedste fald knyttes an til historisk kendte forhold fra antikken og fremover. Således fastlægger Karl Jaspers vor menneskeheds begyndelse til et så sent tidspunkt som 800 til 200 år f.K., den epoke - som han kalder axial-tiden -hvor de 3 store monoteistiske religioner opstod.
I modsætning til denne og lignende opfattelser hævder Claessens at de grundlæggende humane kendetegn og dermed humaniteten var etableret flere millioner år tidligere under bestemte forudsætninger i en lang historisk udvikling og - hvad der er af stor betydning - at disse forudsætninger og kendetegn stadigvæk udgør en væsentlig del af vor emotionelle, mentale, sociale og kulturelle arv. Vor forvaltning af den har imidlertid gjort det muligt for os at udvikle samfundssystemer af en sådan størrelse og kompleksitet, at denne arv i stadigt voksende omfang trues af nedslidning. Vi tærer så at sige på vor humanitets hovedstol, af Claessens kaldt vore evolutionære reserver. Dette forklarer han som følger.
Vore dyriske forløbere var flugtvæsener. Deres overleven i naturen afhang blandt andet af mer eller mindre succesrigt gennemførte og instinktmæssigt udløste flugtmekanismer. Vi begyndte således som byttedyr. Vi må nu forestille os, at sådanne præ-humane væsener på flugt fra en fjende - på tilfældig vis - kommer til at etablere en situation, som jager fjenden på flugt eller på anden måde holder denne på afstand. Man kan tænke sig en flugt mod en bjergtop, hvor et stenskred skræmmer angriberen bort. Eller en søgen ind i et for denne utilgængeligt eller uopsporligt tilflugtssted. Alt dette kan forklares helt på instinktets præmisser og situationen er naturligvis opstået - og opstår stadig - for masser af andre dyrearter.
Forskellen udgøres af præ-menneskets særegne hjernekapacitet, som ifølge denne antagelse tillod det i et eller andet omfang at "reflektere" over den hændelse, som bragte det i sikkerhed for den forfølgende fjende. Men ikke nok med det, for selv denne evne kan vi ikke uden videre fraskrive andre dyrearter. Men præ-mennesket var desuden i stand til at kommunikere med sine artsfæller på en sådan måde, at denne beskyttende isolationstilstand efterhånden kunne etableres intentionelt, med "vilje", dvs. ikke udelukkende instinktmæssigt motiveret. Den nødvendige forudsætning herfor var evnen til reflektion kombineret med evnen til symboldannelse (abstraktion) i allervideste forstand. Vi kan forestille os øjenkontakt kombineret med lydlig og kropslig adfærd i helt konkrete situationer som et sådant symbolets udspring.
Selve denne evne til reflektion, symboldannelse og abstraktion er det endnu ikke lykkedes videnskaberne at forklare på en overbevisende måde, udover at den må have ligget som et potentiale i vor genetiske udrustning. Det drejer sig formentlig om de 2-3 procent der adskiller os fra chimpanserne. Hvis man absolut vil have et "neutralt" guddommeligt element introduceret i forestillingen, må det ligge her omkring.
Claessens arbejder i sin evolutionsteori med fænomenet "point-of-no-return", det stade i en udviklingsproces hvor en tilbagevenden til tidligere stadier ikke længere er mulig. Jeg mener således, at det ligger i hans teori, at de første præ-mennesker kan have pendlet frem og tilbage mellem den oprindelige, helt instinktstyrede eksistens i naturen, og eksistensen udenfor naturen i isolationstilstanden (- finder vi et ’ur-valg’ og en ’ur-eksistentialisme her?). Her kan der formodentlig have været naturlige selektionsmekanismer på spil, hvis man forestiller sig at nogle individer har været bedre "mentalt" udrustede til at deltage i skabelsen af isolationstilstanden end andre. Nu er Claessens’ tese imidlertid, at den nødvendige motivationelle energi til etableringen af denne situation kunne mobiliseres fordi den selvsamme isolationstilstand tillod en vis instinktnegligering, i første omgang naturligvis flugtinstinktet. Der frisattes derved emotionel energi til løsningen af nye opgaver. Der var således tale om et dialektisk samspil mellem etableringen af isolationstilstanden og de virkninger dette havde for videreudviklingen af individernes mentale udrustning og dermed deres evne til at konsolidere og udbygge hvad der efterhånden er blevet "menneskets rum i naturen".
Personligt tror jeg, at det er et eller andet sted i denne proces, at forestillingen om det 'hinsidige' og ikke mindst det 'hellige' etableres. En forestilling som har lejret sig i artens bevidsthed (som en Jungsk arketype?) og efterfølgende været motoren i en lang kæde af religiøse konstruktioner. Hvis dybeste mening kan siges at være respekt for den natur, vi rev os løs fra, og den humanitet vi konstruerede i vores bevægelse væk fra den. Men som i vore dages monoteistiske globalreligioner har fået et stærkt indslag af politiske og undertrykkende magtfaktorer.
På et senere tidspunkt blev modifikationen af andre instinkter - såsom forplantning og yngelpleje - muliggjort på grund af isolationstilstandens beskyttelseseffekt. Gradvis formår den kulturelle evolution i isolationstilstanden at modificere og sætte den naturlige udvælgelse ud af kraft. Det vil sige at svagere individer, som tidligere ville være gået til, nu overlever beskyttet af gruppen i det isolerede rum.
Claessens tilskriver kvinden en særlig rolle i denne udvikling, idet hun så at sige udgør en kropsligt forankret parallel til det beskyttede rum, som dannes i isolationsprocessen: Mennesket trækker sig ud af naturen og etablerer en "social livmoder" i form af isolationsrummet - kvinden trækker barnet ud af sin krop og etablerer i en tids-rumligt integreret (biologisk nødvendig) yngelplejesituation det beskyttede rum som gruppen nu yderligere forstærker i form af det mere omfattende isolationsrum.
Processen var m.a.o. ensbetydende med en gradvis instinktnedbrydning og -afvikling og en tilsvarende opbygning på spirende intellektuel basis af sociale og kulturelle adfærdsmønstre til sikring af de overlevelsesnødvendige funktioner, som hidtil havde været udelukkende instinktbaseret. Et "point-of-no-return" var passeret - præ-mennesket var blevet menneske.
På dette tidspunkt var vore forfædre i stand til (og henvist til) - i embryonisk form - at etablere og reproducere de fire processer som ifølge størsteparten af samfunds- og humanvidenskaberne er forudsætningen for et samfundets overlevelse: produktion (behovsdækning), reproduktion (nye individer), kulturoverførsel (symboldannelse) og udøvelse af politisk autoritet (orden). Især på de to sidste områder har forestillingen om og etableringen af "det hellige" kunnet få en betydningsfuld rolle.
Den her skitserede menneskelige udviklingsproces forudsatte og muliggjorde en udvikling af en voksende distance mellem hvad Claessens kalder det konkret-sanselige og det indirekt-abstrakte. Her er det nu Claessens særdeles stærke og kontroversielle tese, at ur-modellen for det menneskeligt konkrete var den snævre isolationstilstand som tillod distanceringen fra den gamle natur. Her skabtes noget helt nyt, en arts solidariske hævden sig i "verden", en konstruktion på samme tid stærk og skrøbelig. Som ovenfor nævnt ser han en sammenhæng her mellem den gamle naturs moder/barn-relation og den rolle den kom til at spille i det selvgenererede sociale isolationsrum. Men her lagdes tillige grunden til to andre såvel konkrete som abstrakte nydannelser: grænsen og gruppen.
Det synes at være et af Claessens’ hovedbudskaber, at denne abstraktionsevne, evnen til indirekthed, sålænge den praktiseredes i den lille gruppe, forblev knyttet til sit konkret-sanselige substrat. Hvad vi i dag kalder henholdsvis analyse og syntese var så at sige bundet sammen i samme proces. Udviklingen og brugen af sproget har været knyttet direkte til overlevelsesaktiviteterne, opstået i forbindelse med disses udførelse. ‘Arbejde’ og ‘tale’ gik op i en og samme proces. Tale knyttet til arbejde kunne ikke tales uden at arbejde, man kunne i begyndelsen ikke tale om arbejde. Således også med andre aktiviteter, som f.eks. yngelpleje.
Penge i form af kapital er vel nok i moderne tid den mest betydningsfulde konstruktion, et forsøg på at formidle adskillelsen mellem arbejdet på den ene side og ejendomsretten til produkterne af arbejdet på den anden. At denne konstruktion for få hundrede år siden kunne vinde så afgørende frem, som tilfældet har været, må tilskrives tilstedeværelsen af stærke (national)statslige centralmagter, som således var et nødvendigt led i konstruktionen. Men udviklingen har også vist at disse statslige centralmagter kun et stykke af vejen har kunnet afbøde de samfundsopløsende aspekter af kapitalismen. Når vi med kapitalisme har at gøre med en konstruktion og ikke en syntese, så ligger det blandt andet i at kapitalismen kun vedrører og indbefatter nogle samfundsmedlemmer, ikke dem alle. Staten er et forsøg på at etablere en sådan syntese, indtil videre ikke specielt vellykket. Intet tyder på at de overstatslige tiltag - EU, WTO, og senest indgrebene mod finanskrisen - vil kunne gøre det bedre, afhængige som de er af den kapitalistiske økonomi. Hvad kan der så gøres?
Der er naturligvis ikke tale om, at vi skal retablere det "lukkede" samfund, den rugekasse hvori vi udviklede vor humanitet. Men vi kan måske bruge indsigter som Claessens' til at stille spørgsmålstegn ved nogle af vore etablerede og praksis-ledende teorier om politik og samfund. Måske er det kun på lokalt plan, vi kan udvikle de ændringer i vore livsformer, som kan føre til en økologisk bæredygtig fremtid. Og det på sin side kræver måske, at vi finder tilbage til roden af "det hellige".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar