Et evolutionært syn på verden

»Hvorledes Mennesket og ›dets‹ hjerne - eller rettere: hjernen og dets menneske - måtte se ud i det øjeblik, hvor de forlod planeten for bestandig, meldte historien intet om«.

Med dette citat indleder filosoffen Jean-Francois Lyotard sit lille skrift En postmoderne fabel fra 1991 (da.: 1993). Citatet udgør slutningsordene i fablen, som omhandler de ca. 8-9 milliarder år fra vort solsystems opståen til dets afslutning med solens slukning. Lige nu er vi sådan ca. midtvejs. Lyotard forestiller sig (optimistisk?) at der til den tid vil være en eller anden form for menneskelig aktivitet, måske i form af robotter udstyret med forbedrede menneskehjerner, som gennem mange tusinde år vil have forberedt sig på flugten fra jorden og den galakse den tilhører.

Udover at han behandler et erkendt og uomgængeligt aspekt ved vor kosmologiske situation (den udbrændte sol), hvad kan så være meningen med at fremmane et så syret fremtidsperspektiv? En tolkning - som jeg her vil tilslutte mig - kan være, at han vil gøre os opmærksomme på vor indkapsling i en verden underlagt en aldrig afsluttende evolution. Hvis vi blot tilnærmelsesvis vil forstå vor nuværende situation og, ikke mindst, hvor vi kan være på vej hen, er vi tvunget til at se den i evolutionens perspektiv. Uden at forklejne andre områder af evolutionen, så er det primært den del der omfatter livets og især  menneskets opståen vi bør koncentrere os om.

Takket være nogle særlige træk ved deres hjerner, blev det muligt for vore forløbere for ca. 2,5 mio. år siden, langsomt at arbejde sig på afstand af en udelukkende instinktbaseret tilværelse i naturen. I kraft af selvskabte færdigheder og produkter (kultur) nåede de for ca. 40.000 år siden frem til at blive uafhængige af instinkterne. Fra da af var det den kulturelle evolution, der var den drivende kraft i deres/vores udvikling. Som det er det den dag i dag.

Den kendsgerning, at det har været stadige ændringer i kulturen, der har været bestemmende for udviklingen, tilsiger os, at vi bør være meget opmærksomme på alle ændringer og forskydninger i vore aktuelle kulturelle systemer. Specielt dem der har med basale samfundsmæssige funktioner at gøre. Som for eksempel værdier, økonomi og magt.

Monoteismernes kamp

På værdiernes område er det især de 3 monoteistiske religioner, der synes at spille en uafklaret og usikkerhedsskabende rolle i vor tid. Set i evolutionært perspektiv er disse kulturelle systemer af ret ny dato, idet de opstod for mellem 4000 (jødedom), 2000 (kristendom) og 1500 (islam) år siden. Som historien har vist, og viser, giver disse religioners tro på en almægtig instans, hævet over den jordiske evolution, anledning til voldsomme spændinger på den globale scene. Spændinger hvis nye former vi kun kan gisne om, især i betragtning af konfrontationen med den voksende økonomiske magt bag de store asiatiske trossystemer. Men også i modsætningerne indenfor og ikke mindst imellem dem og de stadigt mere sekulært etablerede og politisk opretholdte menneskerettigheder.

Der kan formentlig ikke tvivles på, at disse tre nyere religioner - i lighed med andre religiøse systemer -  har deres rødder i situationer, som opstod i den proces, hvor vore forfædre langsomt gjorde sig fri af deres instinktbundethed. Der har været behov for ritualer og myter til at udholde og opretholde frygten og respekten for naturen. Men efterhånden er religion og tro også blevet instrumenter i kampen mellem mennesker indbyrdes. Og her har den almægtige gud spillet en central rolle. Men i visse områder af verden har der i nyere tid kunnet konstateres en betydelig svækkelse af især den protestantiske kristendoms indflydelse, disse samfund er blevet overvejende sekulære. I hvert fald har de fået, i lighed med de fleste andre moderne stater i verden, sekulære statsforfatninger.  Den udvikling mod en aftagende rolle i menneskers liv, som religion har oplevet, f.eks. i Nordeuropa, ser nu ud til, bl.a. som følge af  indvandring og multikulturalisering, at være stoppet og måske vendt.  Således gør en toneangivende filosof som Jürgen Habermas sig til talsmand for, at religionerne har, og skal have, en berettiget plads i den civile, sekulære stat, dog med sidstnævnte som overhøjhed på menneskerettighedsområdet, hvilket i sig selv er udtryk for nye spændinger og konfliktmuligheder. (Her kan f.eks debatten om omskæring af drengebørn tjene som eksempel). Habermas plæderer i den sammenhæng for en tilnærmelse mellem de sekulære og de religiøse kræfter i samfundet.

At der også internt i de religiøse systemer er store spændinger, turde udviklingen indenfor islam med al tydelighed demonstrere. Som den yngste af monoteismerne forekommer den også at være den mest ustabile, præget af mer eller mindre krigeriske og fundamentalistiske retninger.

Af stor vigtighed er det, at alle de nævnte religioner har mange tilhængere, som, sideløbende med deres tro og overbevisning, også i vid udstrækning bekender sig til rationalitet og menneskerettigheder. Set i et evolutionært perspektiv vil det bl.a. afhænge af sådanne kræfter, om religionerne kan tilpasse sig en fredelig global udvikling, eller om de fortsat vil være kilder til fjendskab og ustabilitet. På dette område kunne det være af stor betydning, hvis det kunne lykkes os at finde frem til et begreb om det hellige, som kunne danne fælles udgangspunkt for såvel sekulære som religiøse overbevisninger. Et begreb som med stor sandsynlighed ligger indlejret i de forskellige trossystemer, med forankring i menneskets tidligste udvikling. Og derfor tilgængeligt og tendentielt forpligtende for alle. Den tyske filosof Peter Sloterdijk mener i den sammenhæng, at det var renæssancens »gåen-bag-om« den kristne tradition og ›genopdagelsen‹ af den hellenske filosofi og verdensanskuelse, der lagde grunden til oplysning og modernitet. Idag skal vi måske gå endnu længere tilbage, for at finde inspiration til nye moralske og etiske værdier.

Kapitalismens evolutionære fremtid?

Indenfor en brøkdel af menneskehedens historie - nogle få sekunder, måske minutter - har den kapitalistiske økonomi været motoren bag en så godt som total okkupation af det menneskelige arbejde, af Marx defineret som vort stofskifte med naturen. Det er sket i en proces med såvel positive som negative aspekter. Store befolkningsgrupper er blevet frisat til at udvikle videnskab og teknologi, noget som har betydet forbedrede livschancer for millioner, ja milliarder af klodens hastigt voksende befolkning. Men også videnskab, som nu kan afdække skrøbelighederne i vor omgang med naturen og dermed gøre Lyotards spådom, om vor eksistens frem til vort solsystems undergang, til en højst usikker prognose. Dette i sig selv vil nok ikke seriøst bekymre mange. Men hvad der burde bekymre os er, om det ligger indenfor den kapitalistiske økonomis muligheder, at føre os frem til en produktions- og forbrugsform, som vil sætte os i stand til at få tilnærmelsesvis kontrol over vor kulturelle evolution.

Set i et evolutionært perspektiv, er der meget der tyder på, at den globale kapitalisme står overfor nogle meget store problemer. Hvordan den vil søge at løse dem, vil få helt afgørende betydning for vor fremtid.

Ser man på den globale befolknings situation i den kapitalistiske økonomi, så ser man en udpræget lagdeling. Et ekstremt højt forbrugende lag i toppen, efterfulgt nedefter af mere end velforsynede og højt forbrugende milliarder. I bunden en minoritet på mellem 1-2 milliarder, i kraft af befolkningsvækst voksende, hvis adgang til den den globale økonomis ydelser er så godt som ikke-eksisterende.

I et evolutionært perspektiv er denne situation opstået, dels på grund af en ny produktionskultur - kapitalismens - udradering af tidligere kendte produktionsformer, dels fordi denne produktionsmåde i hidtil ukendt grad har kunnet udnytte begæret som drivkraft bag kampen for overlevelse. En drivkraft, som vi ikke ser hos andre arter i naturen. Selv de højeste og 5-600 år gamle nåletræer i det nordvestlige USA er på et tidspunkt holdt op med at vokse.

Økonomier og produktionssystemer frem til kapitalismen var i overvejende grad domineret af behov som motoren i det menneskelige arbejde. Begærsdrevet økonomisk (og magtbaseret) adfærd var så godt som udelukkende forbeholdt de herskende individer eller grupper i samfundet. Indtil for 3-400 år siden var subsistensøkonomien eneste mulighed for måske 99% af den globale befolkning. Idag tillader den begærsdrevne og totalistiske kapitalisme ikke (endnu?) subsistensøkonomier. Bonderøvens sympatiske livsform er undtagelsen der bekræfter reglen (uden at man dog kan betegne den som en subsistenstilværelse). En hovedkonflikt, som vil præge evolutionen, er derfor, om, hvorledes og i hvilket omfang de stadigt ekskluderede milliarder vil blive integreret i den globale kapitalisme. Andre væsentlige konflikter vil præsentere sig indenfor kapitalismen. Endelig opfyldelse af begær er i princippet umuligt (begærets karakteristikum). Fortsat opfyldelse af merbegær hos nogen, vil derfor kræve reduktion i begærsopfyldelse hos andre, subsidiært udstødning af økonomien. Sidstnævnte situation har vi her i Europa fået tæt ind på kroppen med udviklingen i Sydeuropa, hvilket bl.a. har ført til en debat om det betimelige i, at de mere velstående lande i EU skal give nødhjælp til f.eks. Spanien og Grækenland. Unødvendigt at tilføje, at den hastigt voksende erkendelse af klodens med stor sandsynlighed manglende bæreevne, vil skærpe de fremtidige konflikter, som jeg her har skitseret. De globalt udbredte usikkerheder omkring den fremtidige vækst turde med al tydelighed dokumentere, at vi MÅSKE er ved at nærme os en slutdato for kapitalismens funktionsdygtighed.

Det uoplyste og ufuldendte demokrati

Den sidste faktor, som efter min mening vil få en afgørende betydning for retningen på vor evolution, er spørgsmålet om magt. Vil det blive aktive og indsigtsfulde demokratisk organiserede borgere, som vil tage kontrol med udviklingen indenfor de to ovennævnte felter? Og hvilken udvikling kan føre frem til et sådant resultat? Indtil videre har situationen være præget af, at den økonomiske udvikling er blevet mere og mere uigennemskuelig, ikke blot for borgerne, men også for hovedparten af deres politiske repræsentanter. Ja, selv ledende kræfter indenfor økonomien synes at mangle indsigt i visse sider af dens funktionsmåde. Men også forholdet mellem borgere og politikere er under hastig forvandling. I det omfang ledende politikere har magt, f.eks. i EU, er der en tendens til, at det er en magt de giver hinanden, ikke en magt som baserer sig på et input og en opbakning fra vælgerne. I bedste fald en nølende tilslutning, i værste en total venden sig fra det politiske. Denne udvikling har tidligere citerede Habermas advaret imod og betegnet som eksekutivføderalisme. Som i en evolutionær proces kunne tænkes at lede frem til mer eller mindre milde former af totalitarisme, for ikke at sige fascisme. Intet af dette være hermed forudsagt, blot skitseret som mulige former for politisk evolution.

I denne sammenhæng er det væsentligt at indse, at demokratiet, og idealerne bag det, opstod i tæt forbindelse med de moderne nationalstaters etablering på den historiske scene. I et land som USA var det de demokratiske tanker (fra den franske revolution) der dannede rygraden i nationens dannelse.
Imidlertid er der nu meget der tyder på, at nationalstaterne, i særlig grad i Europa, er under opløsning. Den nationale politiske selvbestemmelse søges i hvert fald aktivt begrænset. Demokratiet søges nu gjort til basis for mellemstatslige og tendentielt globale politiske magtcentre. Hvis man med demokrati forstår, at den enkelte borger baserer sin politiske deltagelse og beslutningstagen på en vis kvalitativ indsigt i de processer og mekanismer, som de valgte politikere skal styre, så er der formentlig god grund til skepsis i så henseende.

Nye politiske tiltag til håndtering af dagens udfordringer kan ikke direkte udledes af den kulturelle evolution. Det vi kan lære af den er, at i det lange perspektiv, er alt under forandring. Samt at vi ikke tidligere i menneskehedens historie har handlet på baggrund af en sådan indsigt. Vi har hidtil forandret, uden at kende retningen. Den situation synes ikke længere at være holdbar.

Derfor bør den offentlige debat, og ikke mindst undervisningen af kommende generationer,  i  langt højere grad udvides med nogle realistiske og videnskabeligt funderede overvejelser over vore mulige fremtider. Og ikke mindst, hvordan vi bedst ruster os til at møde de udfordringer, som uundgåeligt vil møde os. Ja, som allerede i et vist omfang har mødt os.