Religionskritik på venstrefløjen

I oktobernummeret (2016) af Enhedslistens medlemsblad Rød+Grøn siger  Anders Lundkvist:

»Venstrefløjen bliver ofte beskyldt for at svigte egne idealer ved ikke at deltage i kritikken af især Islam og dens kvindeundertrykkende traditioner.«

Med dette indlæg rejser Anders Lundkvist en meget væsentlig debat, som indtil nu har været totalt fraværende i EL, og i samfundsdebatten i det hele taget.

Nemlig spørgsmålet om vore moralske og etiske standpunkter, eller med andre ord:

Hvad tror vi på?

En tilnærmelse til et svar på dette omfattende spørgsmål, må efter min mening bl.a. bestå i en dybtgående kritik af de eksisterende religioner og trossystemer. En kritik som må forløbe i et spor, som i videst mulige omfang skal holdes ude fra dagligdagens politik og konkrete individer og gruppers situation og adfærd. Vi skal være imod kvindeundertrykkelse, men vi skal ikke bekæmpe den med tørklædeforbud.

Såvel i det korte som det længere perspektiv er der naturligvis en intim sammenhæng mellem det, man tror på, og den politik man kan støtte. Et forhold som vi, i vor kulturkreds, er blevet vænnet til at betragte som en privatsag. Men også et forhold, som med stadigt større tydelighed og uheldsvarslende konsekvenser påvirker udviklingen i verden.

Når Anders derfor konkluderer, at vi sideløbende med kritik af islam, også skal kritisere »nationalismen og Martin Henriksen« , så er det for upræcist.

Sideløbende med kritik af islam skal vi kunne kritisere kristendom, jødedom, buddhisme, alle trossystemer som på den ene eller den anden måde er med til at skabe konflikter i verden, dels ved at danne basis for direkte samfundstruende adfærd,  dels - hvad der måske er det mest afgørende - er med til at holde mennesker fra at bekæmpe sådanne konflikter. Religioner og trossystemer er blandt meget andet også disciplineringsinstrumenter, derfor er det vigtigt, hvad man tror på.

For eksempel:

Når de kristne siger, at vi er underlagt en højere autoritet, eller skal handle i overensstemmelse med overleverede tekster, så skal vi kunne sige: nej, det er op til os, som en del af menneskeheden, at løse de problemer, vi står med.

Når jøderne siger, at deres folks historie giver dem ret til at besætte jord, som ifølge deres skrifter tilhører dem, så skal vi kunne sige: nej, sådanne løfter, angiveligt givet for over tusind år siden, kan og må ikke have bindende kraft idag.

Når buddhisterne siger (og her er jeg lidt på tynd is), at vi skal se på os selv som afmægtige dele af et større hele, hvor alt handler om den enkeltes vej til nirvana, så skal vi kunne sige: nej, vi er en del af en menneskehed, en menneskehed som vi er forpligtet overfor og som vi skal bestræbe os på at føre ind i fremtiden på bedst mulig vis.

Alle de her nævnte eksempler er naturligvis dele af, hvad jeg tror på. Det er ikke holdninger, som kan underbygges med rationelle argumenter. Men de er en del af min tro på, hvilke spilleregler, der må gælde for os som mennesker. Regler for hvordan vi skal omgås hinanden, og ikke mindst, hvordan vi skal forholde os til den natur, som vi er en del af. Kort sagt: hvilke disciplineringssystemer jeg mener, vi bør sætte i stedet for  de ovenfor nævnte.

I den proces vil det også fremgå, at de etablerede systemer indeholder elementer, som er evigtgyldige, elementer som siden de første mennesker har bidraget til, at vi har udviklet os til dem vi er. De skal naturligvis bevares. Derfor kan kritik af religion aldrig ende ud i et simpelt krav om dens afskaffelse. Noget, men ikke alt, i religionerne står i vejen for udvikling mod en bedre verden. Tag for eksempel kærlighedsbudet i kristendommen. Det må vi tage på os. Men vi må også protestere, når erklæret kristne sætter det ud af kraft ved at forfølge homoseksuelle og sætte ild til abortklinikker. I vor moral og etik må vi præcisere, hvad vi mener med kærlighed, mennesker imellem og i forhold til naturen.

Med andre ord - et mere omfattende begreb om kærlighed må sættes i stedet. Respekt for det hellige synes også at præge jødedom, kristendom og islam. Eftersom ingen af os formentlig vil kunne sige: »For mig er intet helligt«, så må det hellige ved livet bringes frem i lyset, ikke forblive indelukket og fortolket i tekster og paragraffer, nedfældet i historiske sammenhænge, hvor kamp om politisk magt hyppigt var styrende for tolkningen.

Det er min helt klare overbevisning, at spørgsmål om tro og religion vil få en afgørende indflydelse på fremtidens politiske beslutningssystemer. Af den grund finder jeg det bydende nødvendigt, at et progressivt politisk parti som EL udvikler hvad man kunne kalde en etisk platform, på basis af hvilken man kan forholde sig til de konflikter, som allerede har vist sig, og som med stor sandsynlighed vil tage til i omfang.

Man vil måske indvende, at disse forhold er en privatsag. Det er kun rigtigt i det omfang, at ens etik eller tro ikke giver sig udslag i samfundsnedbrydende adfærd eller apati og/eller flugt fra problemerne.